De første år fremstillede vi vin i et lille rum, som blev indrettet i garagen. Det er vigtigt at kunne styre temperaturen, så det var med god isolering og elvarme. Beholderne var glasballoner.
I takt med at de nye planter begyndte at bære druer, ville rummet blive for lille, så vi byggede i slutningen af 2011 et større produktionsrum i en del af en staldbygning. Rummet fik Fødevarekontrollens godkendelse i starten af 2012, og vi blev fra da af en ”kommerciel vingård”, fordi godkendelsen er nødvendig for at vi må sælge vores vin.
Vinieriet er løbende blev udstyret med diverse grej – el-afstilker, hydropresse, tanke, pumper, filtre, propmaskine, måleudstyr og meget andet. Alt sammen med til, at der kan laves vin på en professionel måde, men det er håndværket med viden, øvelse og erfaring, der gør udslaget. Grejet letter diverse processer, men skaber ikke vinen.