Fjordgård ligger i Nationalpark Vadehavet med marker ned til Ho Bugt, som udgør den nordligste del af Vadehavet – og som også har status som UNESCO´s Verdensarv – på linje med Grand Canyon, Pyramiderne og andre 3-stjernede seværdigheder…
Gården er en familiegård, hvor vinbondens kone har trådt sine barnesko – og gået rundt i ”natur i verdensklasse” uden at tænke nærmere over det. Et autentisk Vadehavsprodukt, der kender området og selv er del af den udvikling, der er foregået de sidste 60-70 år.
Vi bor midt på ca. 15 hektarer - med 200 meter ned til strandengen og ”æ fywer” – men det er kun en lille del, der bruges til vinmark, ja faktisk kun godt en tønde land. Resten lejes ud, det meste til græsning.