Vi plantede de første 60 vinplanter i 2003 – for enden af haven, ca. 100 meter fra Ho Bugt. Det var 60 lidt tilfældige sorter ud fra ideen om at et vinespalier ville se godt ud. Og det SER virkelig godt ud – men vinfremstilling havde vi ikke i tankerne.
At man faktisk kan lave vin i Danmark, fandt vi ud af gennem den daværende lokalformand for Vinavlerforeningen. Han og hans kone var i gang og havde villahaven godt fyldt med vinplanter. Det var et inspirerende og hyggeligt bekendtskab – med en entusiastisk opfordring til at være med.
Det måtte vi prøve - så vi plantede året efter 50 ”autoriserede” planter med Plantepas. Det var sorten Rondo – den mest populære og ”sikre” blå drue på det tidspunkt. Nu blev det så lidt mere alvorligt med at passe planterne og forberede dem til at give udbytte i 2007, hvor vi høstede første gang.
Høsten blev bl.a. til to rødvine, som fik gode bedømmelser på Dansk Vinskue 2008. Det gav blod på tanden, så i 2009 plantede vi yderligere 1.000 planter og de efterfølgende år 500, så vi nu har ca. 1.600 planter, fordelt på 10 sorter, men med vægt på Solaris, Muscaris (grønne) og Rondo og Cabernet Cortis (blå).